Aarhus Universitets segl

Akademi for Madkundskabsdidaktik

Akademi for Madkundskabsdidaktik i regi af Nationalt Center for Skoleforskning er oprettet i et samarbejde mellem DPU ved Aarhus Universitet, KP, UCL, UCN, Absalon, UCSYD og VIA.

Formål

 

Akademi for Madkundskabsdidaktik er et selskab med begrænset medlemstal, hvis formål er at fremme professionsudviklingen og forskningen på området for madkundskabsdidaktik.


Medlemmer og bestyrelse

De seks professionshøjskoler/læreruddannelser samt Nationalt Center for Skoleforskning (NCS) ved Danmarks institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet er medlemsorganisationer. Bestyrelsen består af medlemmer af den Nationale faggruppe for madkundskab:

National faggruppe for madkundskab
KP Lektor Helle Brønnum Carlsen hbca@kp.dk
UCL Lektor Majbritt Pless mapl@ucl.dk
UCN Lektor Camilla Damsgaard cad@ucn.dk
Absalon Adjunkt Malis Ravn mrav@pha.dk
UC Syd Lektor Connie Greffel Frerks cgfr@ucsyd.dk
VIA Lektor Merete Vial merv@via.dk

Og professor (mso) Karen Wistoft, DPU, AU, kawi@edu.au.dk

Man kan ikke selvstændigt melde sig ind i akademiet. Øvrige medlemmer udpeges af bestyrelsen, dvs. den nationale faggruppe i faget Madkundskab under Læreruddannelsens Ledernetværk (LLN). Medlemmerne er individuelle og kan frit deltage i Akademiets arrangementer. Derudover udpeger Nationalt Center for Skoleforskning de forskere, der ønsker at være medlemmer.

Organisering

Akademiet er organiseret i Nationalt Center for Skoleforskning (ncs.au.dk).

Akademiet er oprettet på initiativ af lektor Connie Greffel Frerks, UCSYD, lektor Susanne Tønneskov Hansen, Absalon, og professor Karen Wistoft, DPU, som leder Akademiet de første fire år.

Karen Wistoft har blandt andet det overordnede ansvar for akademiets:

  • driftsøkonomi herunder administration af lokaler mm. ved afholdelse af møder og arrangementer
  • afholdelse af udviklingssymposium for bestyrelsesmedlemmerne i opstartsfasen
  • udvikling af akademiets virksomhedsplan og forskningssamarbejder
  • planlægning af årligt akademiseminar
  • planlægning af årlig international forskningskonference (efter det første års udviklingsarbejde)
  • afholdelse af årligt bestyrelsesmøde i forbindelse med det årlige akademiseminar

Økonomi

De seks professionsskoler har drøftet kommissoriet og er indforstået med at betale timer og transport til samarbejdet.

NCS /DPU finansierer administration og lokaler ved konference- og seminarafholdelse, med mindre bestyrelsen beslutter, at arrangementer afholdes på de enkelte professionshøjskoler. I så fald er det den enkelte professionshøjskole, der financierer lokaler, forplejning mv.

Det er bestyrelsen, der tager øvrige beslutninger om akademiets økonomi. Der er ingen lønposter. Ved arrangementer med driftsposter tager bestyrelsen beslutning om, hvordan disse dækkes.

Forskning og formidling

 

Akademiet skal fremme professionsudvikling, forskning og forskningsinformeret undervisning i madkundskabsdidaktik blandt andet ved at igangsætte ny anvendelsesorienteret forskning og ved at fremme medlemmernes egne forsknings- og udviklingsarbejder.

Akademiet skal herudover fremme forskningsformidling på madkundskabsdidaktikområdet samt anden madkundskabsdidaktisk relevant forskning. Det gøres blandt andet gennem to årlige arrangementer: et heldagsseminar for akademiets medlemmer og en forskningskonference med åben deltagelse.


Fortrolighed

Medlemmerne skal frit og i fuld fortrolighed kunne fremlægge både færdige og ufærdige forsknings- og udviklingsarbejder til gensidig drøftelse.

En forudsætning for akademiets virke er, at medlemmerne frit kan udveksle information, hvilket sker under en klar forventning om, at dette sker i fortrolighed, og at andre medlemmer ikke misbruger denne information til formål, der ligger uden for det enkelte forsknings- eller udviklingsprojekts domæne.

Forhindringer

 

Hvis akademiets virke bliver forhindret eller på anden vis påvirket af årsager der skyldes force majeure, hvilket betyder det er uden for akademiets kontrol, skal den part, der er påvirket, hurtigst muligt advisere den anden part. Dette anses ikke for misligholdelse.